En hel masse gode film er set igennem, de bedste er valgt ud, og puslespillet er lagt. SPOT Film er klar til at offentliggøre det komplette filmprogram, der rummer 60 gratis filmoplevelser i begyndelsen af maj.
“Vi er gået konsekvent efter noget, der er inspireret, nødvendigt og som kommer fra hjertet. Det er jo ofte det, der rammer samme sted hos publikum.”
Sådan forklarer SPOT Films kurator Frederik Sølberg overordnet udvælgelsen af årets filmprogram.
Og nu kan vi næsten ikke vente med at åbne dørene til salene på Godsbanen fredag og lørdag 2.-3. maj og i Øst for Paradis søndag 4. maj til en lang række filmvisninger i særklasse.
Du kan selv gå på opdagelse i programmet her eller se et par smagsprøver herunder.
Filmene fordeler sig i tre programspor samt en serie genrehybrider i feltet mellem musik, film og interactive.
I SPOT The Music, programmet med de bedste, aktuelle internationale musikdokumentarer har vi føjet de sidste seks titler til, heriblandt A Band Called Death om et sort punkband i soulbyen Detroit, Michigan, længe før der var noget, der hed Sex Pistols og Ramones. Se den underholdende trailer her:
Blandt de nye titler til hovedprogrammet SPOT The Film kan vi præsentere Michael Graversens uafrystelige No Man’s Land om et børneasylcenter i Jægerspris:
Og på fiktionssiden kunne vi ikke komme uden om det islandske stortalent Hlynar Palmasons sorthumoristiske og roste afgangsfilm fra Filmskolen En maler:
I SPOT The Video præsenterer vi 12 nyskabende musikvideoer fra det seneste år med blandt andre Mø, Beach House og The Malpractice, som med Mass placerer sig et sted mellem kortfilm og musikvideo. Se en smagsprøve her:
Endelig har vi lagt sidste kuratorhånd på programmet SPOT Across, hvor film, musik og interactive går nye veje hånd i hånd. Her kan du opleve det nyeste inden for koncertvisuals, interaktive film og eksperimenterende møder mellem film og koncerter. Læs mere om de enkelte arrangementer her eller gå til tidsplanen her.