Puslespillet er lagt, og nu er program og tidsplan til SPOT Festival 2014 1.-4. maj faldet på plads. Med 165 koncerter, 38 film, 30 seminarer og SPOT Interactive-konferencen er programmet mere omfattende end nogensinde før
Et bredt og kvalitetsbevidst musikprogram
I 20 år har SPOT præsenteret et bredt og spændende udsnit af den danske og nordiske musikscene, og 2014-udgaven er på ingen måder en undtagelse.
Fra den hjemlige musikscene får vi besøg af store navne som Christopher, Turboweekend, Mads Langer og Choir Of Young Believers, som med en optræden på SPOT satser på at få endnu større international interesse.
Både international og national interesse kan også vente lige om hjørnet, når nyere bands som Scarlet Pleasure, Quick Quick Obey, The Awesome Welles, Sekuoia og mange flere træder op på de 13 scener, hvorfra SPOT i år vil præsentere publikum og branchefolk for det spirende vækstlag i dansk og nordisk musik.
De danske bands dominerer fortsat programmet, men fra vores nordiske naboer får vi besøg af en lang række navne, vi på SPOT mener, har et internationalt potentiale. Blandt de mere end tyve udenlandske navne finder vi artister som Naomi Pilgrim (SE), Jaakko Eino Kalevi (FI) og Emilie Nicolas (NO), som alle er udråbt til kæmpe musikalske talenter af alverdens musikmedier.
SPOT Festivals musikplanlægger, Esben Marcher, siger følgende om årets program:
”Programmet er i år større end nogensinde – hvilket er udtryk for den høje kvalitet i ansøgerfeltet. Lyden er international, og der er flere af dette års artister, der allerede så småt har fået hul igennem internationalt. Vi glæder os over, at det kan lade sig gøre at præsentere så mange artister, ligesom vi er glade for den gode stemning, vi oplever omkring SPOT i det danske og nordiske musikliv.”
Spot Film – take one
Side om side med det musikalske line-up lancerer SPOT i år som noget nyt et storstilet filmprogram, som ikke kræver armbånd til festivalen. Med musikken som forbillede vil SPOT Film gøre noget tilsvarende: støt og roligt skabe et vigtigt udstillingsvindue for nye, nordiske talenter og tendenser – blot med film som fortegn.
SPOTs filmkurator Frederik Sølberg siger om linjen for udvælgelsen:
“Vi er gået efter film, der bærer præg af, at instruktøren bag vil noget med dem. Det er film, der vil rykke ved vores gængse opfattelser og forestillinger, gøre os klogere, underholde eller inspirere os. Kort sagt film, der viser noget ekstraordinært i form af deres emne, fortælling, billedsprog eller stemming.”
Det komplette program med 38 film kan ses fra i dag på spotfestival.dk. Filmene fordeler sig i tre spor samt en serie med film, der på forskellig vis blander sig med musik og interaktive medier.
Det første spor med titlen SPOT The Music præsenterer de bedste og mest underholdende, aktuelle musikdokumentarer fra hele verden. Programmet er omhyggeligt kurateret af CPH:DOX og blandt de netop offentliggjorte titler finder man A Band Called Death om et sort punkband fra soulbyen Detroit, flere år før der var noget, der hed Sex Pistols. Instruktøren Mark Covino har meldt sin ankomst til festivalen, ligesom mange andre instruktører og branchefolk dukker op til Q&As og paneldebatter efter visningerne.
I festivalens hovedprogram, SPOT The Film, konkurrerer tolv, nye danske dokumentar- og fiktionsfilm om SPOT Film Prisen og et medfølgende mentorforløb med instruktør Lone Scherfig og manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig. Her finder man Michael Graversens uafrystelige No Man’s Land om børneasylcentret i Jægerspris, Malou Reymanns ungdomsfilm Seksten en halv time om en dannelsesrejse på Oslobåden og det islandske stortalent Hlynur Palmasons sorthumoristiske afgangsfilm fra Filmskolen, En maler.
Musikvideoer er blevet et selvstændigt marked og en interessant filmæstetisk legeplads. SPOT Film har trawlet internettet for det sidste års mest originale og underholdende musikvideoer i programmet SPOT The Video, der tæller videoer med blandt andre Mø, Beach House og The Malpractice’ blanding af kortfilm og musikvideo i Mass.
SPOT på kryds og tværs
Torsdag afholdes den brancheorienterede konference, SPOT Interactive, og under overskriften SPOT Across præsenteres publikum gennem hele festivalen for en række gode eksempler på, hvordan musik, film og interactive går nye veje hånd i hånd. Færøske Teitur kommer med den interaktive film ’Story Music’, efterfulgt af en solooptræden. Aarhusianske Keep Camping spiller soundtracket live til premieren på kortfilmen Julia. Og endelig kan man opleve en række nyskabende koncert-visuals til blandt andre Michael Simpson, Ane Brun, Lydmor og Kraftwerk-fortolkningen af Emil de Waal, Spejderrobot og Aarhus Jazz Orchestra.
Søndag 4. maj lukker biografen Øst for Paradis hele SPOT-ballet med et tilbagelænet dayparty med hele filmprogrammet, akustiske koncerter med blandt andre Chorus Grant, filmprisuddeling, god mad og chillout og dj’s. Arrangementet er trygt lagt i hænderne på de kulturelle trendsættere i Culture Works.
Se det fulde musik-, film-, interactive- og seminarprogram.