Når Kidd indtager SPOT bliver det samtidig en test af det materiale, han selv har døbt Kiddæssancen.
Der er gået lidt over to år siden, Kidd annoncerede, at han stoppede med musik. Storsvedende i studiet hos Clement Kjærsgård fortalte han, at han ville stoppe, mens legen var god. Men kun som Kidd. For nu lød det, at han ville starte helt forfra med musikken. Men om halvanden uge udkommer Kidds andet album.
Hovedpersonen forklarer:
– Det var så irriterende, at jeg var så dårligt formuleret dengang på TV. Det chokerede og irriterede mig, at den karakter jeg gik på scenen som, var den, jeg var i virkeligheden. Du blev mødt som en klovn. Jeg vil bare gerne lave musik, der gør folk glade og får folk til at feste. Det var dårligt formuleret dengang, fortæller Kidd lige inden hans show fredag nat på SPOT.
Det nye album har fået titlen ’Kiddæssancen’, og hans optræden på SPOT bliver den første, hvor alt det nye materiale spilles for publikum.
– Så det er også en prøve, hvilket er fucking sjovt, for hvis jeg ligesom kan få folk med på numre, de ikke kender, så er det et godt tegn. Det er en test af mig selv, numrene og bandet – og det er fucking spændende, fortæller Kidd.
Men selv om Kiddæssancen sker på SPOT, så er det stadig ’svært at være så god’, og der bliver stadig både kysset med Jamel og lavet damer.
– De kan ikke sammenlignes med de gamle, men de skal med, fordi de er så fucking fede, synes jeg selv. Folk skal have en fest, siger han.