SPOT Festival indbød fredag eftermiddag til film og paneldebat om ligestilling i dansk musik.
Af Emil Staulund Larsen
Mørket sænker sig over Katapult scenen på Godsbanen. Over det meste af Midtbyen brager musikken derudaf, men i Katapult er der helt stille. Frem på skærmen kommer Signe på 15 år. Hun er på vej til musiklejeren Pop-Pilot, der er for 13-16 årige piger med musik ambitioner.
Det er Astrid Dynesen, der står bag filmen En Køn Balance. Hun har til filmen interviewet en række kvindelige artister, der også optræder til SPOT Festival. Lydmor, SigneSigneSigne fra Nelson Can og Linkoban fortæller alle om deres oplevelser i den danske musikbranche.
Debatten er opstået efter en rapport om fordelingen mellem mænd og kvinder i dansk musik. Rapporten peger mod en generel 80/20 fordeling mellem kvinder og mænd, og senest så har Grøn Koncert præsenteret et program kun bestående af mandlige kunstnere.
Positiv debat
”Det er mere acceptabelt, at drengene kan få lov til at larme på instrumenter i musikundervisningen, hvor pigerne i højere grad går udenfor døren og forbereder en dans,” siger Linkoban i filmen.
Efter filmen bød musiker og forfatter Henrik Marstal på paneldebat med Lena Brostrøm (formand for Dansk Artist Forbund), Hanne Boel (sanger og professor ved Rytmisk Musikkonservatorium), Jesper Mejdall (partner i Volcano) og filmens instruktør, Astrid Dynesen, til debat.
”Det er et vanetænkningsproblem. Piger er mere forsigtige end drenge, og skal måske derfor have et lille skub fremad,” siger Lena Brostrøm, der vil have ændringer i mentaliteten i folkeskolens musikundervisning.
Tilfreds publikum
Til filmfremvisningen og den efterfølgende debat sad publikum spredt på siddepladserne, og selvom fremmødet ikke strakte sig til mere end 50, så var seminaret en succes mente en af tilskuerne.
”Det er rigtig fedt og stimulerende at se filmen. Det er en rigtig god idé at vise filmen og gøre flere bevidste om problemet,” siger Mille Løkkegaard.
Hun mener, at SPOT er et godt sted at sætte lys på et problem, man måske ikke før havde tænkt over.