Det var så mørkt, at jeg ikke engang kunne se min hvide t-shirt. Uden for døren stod otte piger i kø. Det ved jeg, fordi jeg blev nødt til at åbne døren for at få noget lys på min vej mod salens sæder.
– Av, pas på!, hviskede en pige, som jeg overhovedet ikke ænsede.
Salen var i den grad fuld – allerede klokken 15:29.
1000 sekunder med Peter Sommer
Selv var jeg så heldig at finde et ledigt trappetrin. Samtlige pladser var ellers optaget, og ikke én eneste mobilskærm lyste et skyldigt ansigt op under vejs. Portrætfilmen er baseret på et interview af instruktør Jens Folmer Jepsen, der af en eller anden grund hele tiden skulle trække sine fingre gennem håret. Det var lavet picture-in-picture – ved siden af Jens Folmer Jepsen var hovedpersonen, Peter Sommer. Han ligner til forveksling Pilou Asbæk, men den var god nok. Det var Peter Sommer.
Store ord om små problemer
– Jeg læste meget. Jeg ville gerne være klog. Jeg læste synonymordbøger og fremmedordbøger, sagde Peter Sommer i interviewet.
Og han kan i den grad formulere sig. Ligesom mange af hans sange, kredsede interviewet sig også om Skanderborg. Eller Skaaanaaahborg, som Jens Folmer Jepsen rettede sig selv. Interviewet drejede sig om de små, men evige fortrydelser, vi alle har. Den pige, vi aldrig fik sagt det til. Det mål, vi aldrig scorede. Det potentiale, vi aldrig levede op til.
Et fuldendt format
Det var en gennemført kombination af koncertsal og biograf. Der var dødstille. Ikke på grund af Peter Sommer. Den del har publikum ansvaret for. Det kommenterede han også, Peter Sommer, altså.
– Jeg har aldrig oplevet så stille et publikum.
Det må næsten have gjort et af hans problemer meget større. Han kan nemlig ikke læse sit publikum. Det sagde han. Det er svært at tilpasse sin koncert 1000 forskellige oplevelser. Det lærte jeg på 1000 sekunder.
