Rockede retrotoner mødte indisk- og pakistanske sproggrene på SPOT Festivalens anden dag
Sceneshowet blev åbnet af det, der bedst kan beskrives som en stående, mørkerød harmonika. Dens tangenter blev spillet af en mand med en mørkglødet kulør, der afslører, at hans rødder ligger langt fra Aarhus C, iklædt en farvestrålende klædedragt, som indikerer, at han er stolt af det.
Manden med den mystiske harmonika hedder Ejaz Sher Ali, søn af en pakistansk musikfamilie, og sammen med de fire musikanter bag ham udgør han bandet ROCQAWALI. Et band, der har taget de klassiske, 70’er prægede rocktoner og de indisk-pakistanske sproggrene urdu og punjabi, kylet dem i en musikalsk blender og trykket på knappen.
Resultatet af den fussion kunne fredag eftermiddag opleves på SPOT Festivalens lille scene i Scandinavian Congress Center.
Fremmedsprog som alle forstår
En lille skare var mødt op for at bære vidne til den usædvanlige kombination.
Med flere kvadratmeter bart dansegulv foran scenen og stive ben stod de ret op og ned, klar til at indtage den nye musikoplevelse – dog muligvis med en lille smule skepsis.
Men så åbnede Ejaz Sher Ali munden og begyndte det første nummer. Hvad han sang med sine indisk-pakistanske strofer, var der sandsynligvis ingen i salen, som vidste, men enhver kunne høre, at han mente hvert et ord.
Først da bandet var havde spillet sit første nummers sidste tone, henvendte han sig med de pæredanske ord ”Tak, skal I have” og fortsatte koncerten.
Vandt publikum over
Med den bastante rockmusik og forsangerens intense vokal fik bandet langsomt blødt publikum op. Snart begyndte fødderne at følge musikkens takt, og hofterne vuggede forsigtigt i takt til musikken.
Efter kun tre numre – et up-beat af slagsen og en kærlighedssang – var publikum blødt tilstrækkeligt op til, at den gabende tomme gulvplads foran scenen blev dækket af små dansende fødder, som langsomt trippede tættere på, og gjorde afstanden mellem musikere og publikum – og måske også det etniske og pæredanske – en lille smule mindre.
