SPOT bød som bekendt i år på et fuldt udfoldet filmprogram side om side med det store musikalske line up. Det tog både det musikvante SPOT-publikum og et helt nyt filmpublikum godt imod, ikke mindst på sidstedagen, hvor SPOT flyttede ind i Øst for Paradis.
“Vi er begejstrede for de sidste tre dages filmvisninger, specielt var søndagen i Øst for Paradis en stor succes med lange køer til alle visninger”, konkluderer Carsten Holst, leder af Filmby Aarhus, efter den første udgave af forsøget med film på SPOT.
Tre dage i træk har man kunnet se film, møde instruktører, høre paneldebatter og opleve interaktive filmkoncepter på Godsbanen og i Øst for Paradis.
“Vi har været enormt spændte på at se, hvordan publikum tog imod forsøget med at gøre film til en del af SPOT, og vi kan konstatere, at det gav god mening for såvel publikum som branche”, siger filmbylederen og fortsætter:
”Det lover godt for fremtiden og vores fælles projekt om at skabe en stærk branche- og publikumsfestival, der er på forkant med udviklingen inden for musik, film og det interaktive univers.”
Filmfest i Øst for Paradis
Både danske og internationale instruktører har ledsaget deres film med Q&As og været begejstrede for muligheden for at møde andre instruktører, publikum og SPOT i det hele taget. Den helt store filmdag var søndag i Øst for Paradis, hvor man kunne se eller gense hele filmprogrammet krydret med intimkoncerter med blandt andre Chorus Grant og Ida Wenøe i biografens nye foyer.
Endnu bedre næste år
SPOT har haft et særligt fokus på film, der blander det visuelle udtryk med musik og interaktive medier, og den cocktail har været populær.
“Den interaktive film og koncert Story Music med Teitur var et stort hit og det samme med Peter Sommer, Keep Camping og koncerterne med visuals som f.eks. Nordlyd og Kraftwerk-koncerten,” siger Anders Søndergaard, ansvarlig for afviklingen af SPOT Film, som også fremhæver den interaktive filminstallation Skammekrogen, som var fuldt booket begge dage i Godsbanen.
”Det er en helt ny disciplin at lave filmfestival integreret i en allerede eksisterende musikfestival. Derfor er det helt naturligt, at vi har lært ting i løbet af weekenden – og allerede nu kan begynde at kigge frem mod næste år og foretage justeringer, og så vi laver en endnu bedre SPOT Film næste år”, lyder det fra Anders Søndergaard.