SPOT Interactive strakte sig i år over flere dage. Torsdag bød på en fyldt sal af mediefolk fra ind- og udland til SPOT Interactive Conference på Godsbanen, fredag stod den på fire særdeles velbesøgte brancherettede workshops, og under hele festivalen har såvel publikum som branchefolk kunnet opleve en række vellykkede installationer og events såsom Skammekrogen (billede), Recho og Grab-a-tweet m.v.
– Vi har haft nogle helt fantastiske dage med SPOT Interactive. Endnu flere folk fra de kreative brancher har her på 2. året fået øjnene op for både konference og workshops, som var fyldt til randen med super engagerede branchefolk fra nær og fjern, siger Mette Marcussen, som er projektleder for SPOT Interactive og kommunikationsansvarlig hos Shareplay.
– Også i år har vi fået rigtig positiv respons på SPOT Interactive arrangementerne. Konferencen på Godsbanen i torsdags var spækket med gode mennesker, et særdeles kompetent line-up af spændende talere fra ind- og udland og ikke mindst masser af networking på tværs af brancheskel. Ligeledes har installationer som Skammekrogen – en interaktiv filminstallation, man har kunnet prøve på Godsbanen under festivalen – været fuldt bookede og meget efterspurgte hos publikum. Så der er masser af gode inputs og erfaringer at bygge videre på til næste år, siger Mette Marcussen.