For The Blue Van er SPOT Festival lig med deres break through og en skøn fætter-kusine fest. Inden længe spiller de gratis på SPOT Royal Scenen
Det startede på landet. Per Jørgensen var den eneste trommerslager i nærheden, og Allan Villadsens far havde en bas. I Øster Brønderslev i Vendsyssel gik Steffen Westmark og Søren Christensen til guitar. I 17 år har The Blue Van spillet sammen.
“I de første år var vi én samlet vogn,” fortæller forsanger og guitarist Steffen Westmark. Han bliver suppleret af guitarist- og Keysspiller, Søren Christensen, som sidder ved siden af ham i SPOT’s backstage område. “Vi boede i den samme lejlighed og hørte de samme fire plader.”
Og her melder spørgsmålet sig så. Var det egentlig kun tre plader, som de fire nordjyske drenge hørte det første år i København? Næsten synkront falder de første tre navne. The Kings, The Who og The Shellfish fra Steffen Westmark, Søren Christensen og bassist Allan Villadsen. Men trommeslager Per Jørgensen er skeptisk.
“Det var da fire plader. Jeg hørte også Beefeater.” Over bordet flyder der kærlige slag fra de tre andre som “Du er nok oprindeligt hipster-smart” og “Det var vist kun dig.” The Blue Van er ikke bare venner. De er brødre.
Det store gennembrud kom på Spot
Og hvis The Blue Van er brødre, så er SPOT deres fætter-kusinefest, siger de. I 2003 stod de fire vendelboer for første gang på festivalen, hvor Allan Villadsen beskriver Ridehuset som Orange Scene.
“Da vi gik ned fra scenen, stod der halvtykke branchefolk klar til at stikke visitkort ned i lommen på os. Fuldstændig som i filmene,” husker Søren Christensen.
Koncerten gav dem en amerikansk pladekontrakt og året efter gik turen fra København til New York. Derfor betyder SPOT alt for drengene, siger Søren Christensen. Det var deres break-through.
En vogn bliver til fire individer.
I aften vender The Blue Van så tilbage, når de spiller på SPOT Royal Scenen. Og de er lidt nervøse. Det har været den længste pause i vores karriere,fortæller Søren Christensen. Det er et halvt år siden, at de spillede sidst.
Det, der startede som en samlet vogn, er i dag blevet til fire individer. De bor ikke længere sammen og hører mere end fire plader.
“Vi har samme gejst for at spille musik, men er nok blevet mere modne,” vurderer Steffen Westmark. Allan Villadsen supplerer,”Vi er så meget federe i dag.” Bordet griner.
DE KOLDE FACTS OM THE BLUE VAN
Dansk rockband bestående af Steffen Westmark (vokal og guitar), Søren Christensen (guitar, keyboard og kor), Allan Fjeldgaard Villadsen (bas) og Per Mølgaard Jørgensen (trommer og kor). Blev startet for 17 år siden i hjembyen uden for Brønderslev. Spillede i 2003 på SPOT, hvorefter de fik pladekontrakt. I slutningen af samme år indspillede de deres debutalbum, og i 2004 flyttede de til New York. Blev for alvor store med albummet ”The Art of Rolling” fra 2005 og rejste herefter på turnéer i hele verden. Mandag den 12. maj udkommer The Blue Vans nye single.
Kl 19.15 i aften spiller The Blue Van gratis på SPOT.