Den populære radiovært Carsten Holm giver tre hints til, hvad du skal høre på årets SPOT Festival.
Går du og er lidt i tvivl om, hvem af de nyere bands, du skal opleve på årets SPOT Festival, så frygt ej. Mangeårig SPOT-gænger og populær radiovært Carsten Holm giver her tre gode bud på, hvem du ikke må gå glip af.
1. Broke
”Det er en trio fra København, som jeg oplevede første gang på sidste års SPOT Festival. Jeg havde fået dem anbefalet af en kollega, og så havde jeg hørt lidt af dem på plade, og selvom det ikke fangede mig helt, så var der alligevel noget over dem. Da jeg så kom til koncerten sidste år på Radar, blev jeg blæst helt væk! Det var en af de bedste koncerter, jeg har haft på SPOT. De havde en fed, kold måde at optræde på. De kom ind på scenen med masser af røg og kiggede bare ned i jorden – og så begyndte de at lave dommedags-indie fra helvede! Virkelig tungt og fedt. Dem glæder jeg mig til at opleve igen.”
Broke spiller lørdag (natten til søndag) klokken 02.00 på Radar.
2. The Woken Trees
”Dem har jeg oplevet live et par gange før. På det lille spillested ‘Huset’ i København og på Pavillion Junior på Roskilde – og jeg synes de fungerede bedst på det lille sted. De har en fed form for tung, støjende lyd, men i små, fine perleforms-numre. De laver relativt korte numre, og det er ret fedt at opleve den type musik i det format, for det kommer tit ud i meget lange sekvenser. De magter rigtig godt at koge deres musik ind til benet, og de her seks venner, som bandet består af, har en synergi, der stikker mange år tilbage. Man kan virkelig fornemme, at de er godt på vej. De kan gøre noget stort i fremtiden.”
The Woken Trees spiller klokken 00.00 fredag (natten til lørdag) på Filuren i Musikhuset.
3. Sekuoia
”Sekuoia er en fyr, der har rigtig meget potentiale. En ung, elektronisk producer fra Helsingør, hvis musik vel nærmest er skabt i soveværelset, men som han nu har bredt ud til et lille band, når han spiller live. Han har en meget fed, drømmende ting kørende i sin musik. Det er musik, som man både kan svæve lidt hen til, men også få rykket lidt med foden til. En blanding af det clubbede og det drømmende.”
Sekuoia spiller fredag klokken 22.00 i Den Rå Hal på Godsbanen.