For fem uger siden begyndte Panamah sin Danmarksturné i Musikhuset i Århus. Lørdag vendte de tilbage, da de spillede på SPOT Festival. 

Musikhusets store sal var fyldt fra start, inden Panamah bød op til dans. Eller nårh nej, for salens mange sæder og manglende dansegulv pegede i en lidt anden retning. Men det skulle hurtigt vise sig at give koncerten en særlig stemning.

Allerede ved koncertens første nummer, ‘Fuego’, stod det klart, at de klassiske bløde, røde sæder hjalp trommens og bassens rytmer godt ind i kroppen.

For selv om SPOT jo er en festival, hvor folk kommer og går til koncerter bare lige for at snuse lidt – så var det tydeligt, at en stor mængde var kommet for at blive, og dem fik bandet en god, intim kontakt til.

Guitarist takkede de fremmødte

Det meste af koncerten gjorde publikum ellers ikke mere væsen af sig, end at man fra en plads midt i salen følte sig lidt flydende med de mange vuggende hoveder omkring sig.

Guitarist Peter Lützen anerkendte også publikums lidt trætte humør ved at takke for, at folk var mødt op til koncerten midt i spisetid denne lørdag aften.

Trioen, der består af DJ og producer Anders Christensen, guitarist Peter Lützen og sanger Amalie Stender, gjorde ellers sit for at sparke gang i festen.

Publikum kom i fuld figur til sidst

Det er måske heller ikke så svært, når man ser på, hvor mange af numrene fra deres seneste album ‘En Varm Nats Kølige Luft’, der har fået masser af “air-time” på især P3. Jeg nævner i flæng: Børn Af Natten, Frit Fald, Små Stød, DJ Blues.

Sidstnævnte nød publikum endda godt af både i den oprindelige udgave og i et lækkert up-tempo remix.
Rigtigt gang i publikum kom der da også til allersidst, da bandet bad folk om at rejse sig op. Det kvitterede guitarist Peter Lützen for med koncertens allersidste ord. Ord, som publikum snildt kunne sige tilbage til bandet:

– Fedt at se jer i fuld figur. Det fungerede. Flot!

Foto; Maria Amme