SPOT Festival giver et lille indblik i nogle af dem, som er med til at vælge musikken ud til årets festivalprogram. Dagens kurator fortæller her om et generelt højere niveau blandt årets ansøgere og en fransk pioner.
Det århusianske spillested TRAIN har igen i år lånt os deres musikbooker Bertram Zanjani til at gå igennem årets ansøgninger. Bertram Zanjani har været en tilbagevendende ekspertise i SPOT Festivals eksterne kuratorgruppe.
Hvilke tre musikere har betydet mest for din musikalske opvækst?
Den engelske elektrogruppe The KLF. Jeg var virkelig fascineret af hele deres ide og koncept, da jeg var yngerere. Især albummet ‘The White Room‘ (1991), som dengang var nyskabende, lytter jeg stadig til.
Franske Jean Michel Jarre har i flere år været en pioner indenfor den elektronisk musikscene med hans fusion mellem klassiske dyder, eksperimenterende avantgarde og hans gigantiske koncerter med vilde visuals og lasershow. Glemmer aldrig, da jeg som 8-årig første gang så en af hans koncerter på tv.
Depeche Mode har også betydet rigtigt meget for mig. Fra deres synthpop i starten, til det mere dystre senere hen. Suveræn musik, især da de introducerede mere guitar – som eksemplet er på albummet ‘Violator‘ (1990).
Hvilken nordisk artist gjorde størst indtryk på dig i 2013?
Det må være Asgeir Trausti. Han har virkelig overrasket og imponeret mig meget. Siden jeg så ham som support for Of Monsters and Men, er det kun gået fremad for ham og hans fanbase.
Hvad er ifølge dig den vigtigste egenskab, en artist skal besidde, for at slå igennem på den moderne musikscene?
Udover at det er røv vigtigt at være et godt sammenspillet band, skal man selvfølgelig også sørge for at få indspillet en godt demo.
Jeg bruger sindssyg meget tid på at researche og google bands, så for mig er det enormt vigtigt, at man lynhurtigt får dannet sig et indtryk af, hvad det er for et band, man har at gøre med.
Du har fået et lille smuglyt på kandidaterne til årets SPOT Festival, hvad kan publikum glæde sig til?
Jeg synes allerede jeg kan se og høre at niveauet er højere end sidste år. Der er et par bands, som har søgt ind igen, hvor jeg tydeligt kan høre, at de har oppet sig.
Desuden ser jeg, at der dukket en del nye spændende urban-artister op, som jeg glæder mig til at se og opleve på SPOT Festival i år.
Omkring halvdelen af SPOT Festivals musikprogram vælges ud blandt de indsendte ansøgninger af et hold af eksterne kuratorer, som alle er fagpersoner inden for musikken. Det resterende program sammensættes af SPOT Festivals sekretariat ud fra en forpligtelse om at understøtte den danske og nordiske rytmiske musikkulturelle og erhvervsmæssige potentiale.