Rå Hal, fredag aften. Hvad skal man gribe og gøre i? På programmet har vi en electronica-wizz, en trommevirtuos og en hulens masse aarhusianske truthorn… der skal spille Kraftwerk??? De tyske konger af stram, sortklædt minimalisme med røde slips udsat for… hvad? Lambada? Lummer stemningsjazz? Det er tilladt at være skeptisk, tænker jeg – og er lidt nervøs før kampstart. Det er trods alt arvegods (helt konkret min barndoms elskede, hidsigt højgule kassettebåndsversion af ‘Computer World’), der på en eller anden måde sættes på spil.
45 minutter senere går det meget bedre. Både for mig og Mikael Elkjær alias Spejderrobot, der netop har stået og svedt om ikke angstens, så i hvert fald den dybe koncentrations sved oppe på scenen. Sammen med Emil de Waal, hvilket sker relativt ofte, og med Aarhus Jazz Orchestra, hvilket sker relativt sjældent.
Hvad skete der lige? Mikael forklarer:
– Vi havde længe gået og bejlet til Aarhus Jazz Orchestra og omvendt om, at vi skulle lave noget sammen. Så pludselig i lufthavnen i Shanghai…
I lufthavnen i Shanghai. Javel, ja.
– Ja, Emil og jeg havde været derovre og spille, og der fandt vi ud af, at vi skulle lave et fælles projekt med dem, hvor vi spillede Kraftwerk, forklarer Mikael som om det var den naturligste ting i verden.
Og det er det måske også. Ikke så meget det med Shanghai, men det med Kraftwerk. Den lille snes musikere på scenen i Rå Hal gik i hvert fald til opgaven med frygtløs overbevisning – og det var måske i virkeligheden der, den store præstation lå. Altså, i at berøringsangsten ikke tog overhånd.
– Vi har taget os selv i at tænke, at vi fucker med noget, som er meget stort, og som betyder noget for mange mennesker. Hvis jeg virkelig havde tænkt over, hvad det var som jeg er inde og pille i havde jeg måske været mere forbeholden, indrømmer Mikael.
Photo: Kim Daugaard
Jeg overvejer at fortælle ham om kassettebåndsversionen af ‘Computer Love’, men dropper det. Jeg fornemmer, at Mikael ved godt hvad det handler om. Det handler om respekt overfor et musikalsk forlæg, som måske er så perfekt som noget kan blive. Selv på éns barndoms fuldmekaniske Philips N2233 uden Dolby.
– For os har samarbejdet med de folk, der har arrangeret musikken, handlet om at beholde alle de fede melodier og alle de fede basslines. Om at balancere det, så man ikke giver køb på det stramme og minimale selv om det er håndspillet med en blæsersektion. Hvis ikke man sørger for at fastholde det smukke i det simple, fjerner man alt det der appellerer i Kraftwerk.
Den er god nok. Han har fanget det. Vi nikker indforstået. Arven fra kassettebåndet er i sikre hænder!
