De mange nye tilgængelige platforme har ændret måden, hvorpå vi konsumerer musik og video. Interaktivitet er gået fra at være et buzzword til at være noget, fans i stigende grad forventer af kunstnerne.
Forventningen om øget interaktivitet er grundlaget for en helt ny platform for konsumering af koncerter og events kaldet Re:Mix, som vil blive præsenteret på årets SPOT Interactive Conference den 1.maj. Helt konkret er der tale om lanceringen af to helt nye koncert apps med to af Danmarks største bands – nemlig Nephew og Kashmir.
Thor Hampus Bank, som er en af mændene bag Re:Mix, håber, at Re:Mix vil give Kashmir og Nephews fanbaser oplevelsen af at få et helt unikt produkt i hånden, som de får masser af fornøjelse ud af at gå på opdagelse i.
– Når man kommer med et helt nyt produkt, som godt nok bygger videre på gamle mediegenrer, men samtidig er radikalt anderledes, tror jeg, det tager lidt tid, før det brede publikum tager en app som vores til sig. Så vores succeskritierier her i starten er forholdsvis ydmyge. Vi håber bare, at vi får skabt en interesse og nogle glade brugere, som så kan skabe grundlaget for, at platformen kan vokse på sigt.
Nephews keyboard-spiller, René Thalund, kigger forbi
Med udgangspunkt i platformen Re:Mix kommer Thor Hampus Bank og Thomas Scherning fra virksomheden af samme navn på SPOT Interactive Conference den 1.maj og fortæller om de nye trends, de ser indenfor præsentation af audiovisuelt indhold i det nye digitale landskab. Ligeledes vil René Thalund fra Nephew kigge forbi til en snak om, hvorfor bandet synes, denne teknologi er spændende at udforske, samt hvilke muligheder Nephew ser heri. Martin Ibsen, som er forfatter til bogen “De Nye Fans,” kommer i samme forbindelse og taler om, hvilke nye muligheder platforme som Re:Mix giver artisterne nu om dage.
– Re:Mix platformen giver en hidtil uset grad af kontrol over optagelserne fra koncerten, uden at det går ud over kvaliteten. Samtidig danner platformen en ramme omkring samtalen fans imellem, men også mellem fans og bandet, da man direkte i koncertmaterialet kan kommentere og diskutere enkelte dele af koncerten, mener Thor Hampus Bank.
Prøv de to nye interaktive apps fra Nephew og Kashmir under festivalen
Thor Hampus Bank ser et stort potentiale i Re:Mix platformen, som publikum kan glæde sig til at opleve på SPOT.
– Vi har allerede masser af ideer til nye features til vores platform, som vi kan realisere med kommende bands. Samtidig har vi muligheden for at anvende vores platform til live streaming og dermed beskæftige os med andre begivenheder end præ-optagede koncerter, som er tilfældet her. Der er mange, som ser det åbenlyse potentiale, vi også selv føler, vi har ramt med Re:Mix, og vi har en dialog med masser af spændende mennesker.
De to nye koncert apps med Nephew og Kashmir lanceres den 1.maj i forbindelse med SPOT Interactive Conference, og alle SPOT publikummer har dernæst mulighed for at prøve de to apps i Godsbanens foyer i løbet af festivalen den 2.-3.maj.
Læs mere om Re:Mix sessionen på SPOT Interactive Conference her