For første gang: Ur-premiere på Anders Stochholms solo-projekt i Your rainbow panorama – i et ekstraordinært samarbejde mellem ARoS og SPOT.

Det er lagt op til en helt speciel oplevelse fredag 2. maj, når Olafur Eliassons spektakulære kunstværk, Your rainbow panorama bliver ramme for en ur-premiere under SPOT: ARoS og SPOT Festival er gået sammen om at præsentere det musikalske projekt ”The Portuguese Man of War” i den store regnbue på toppen af kunstmuseet og sender dermed sydlige stillehavsstrømninger rundt i den mægtige konstruktion. En ekstraordinær begivenhed – og en ikke helt problemløs opgave.

Det er Under Byen-musikeren Anders Stochholm, der er ophavsmand til elektro-musikken. Indspillet på og inspireret af et længere ophold på en sydjapansk stillehavs-ø sidste vinter. Deraf både projektets navn, og titlen på albummet, ”Girl From The Pacific” (der udkommer lige før SPOT).

Stochholm kalder selv sin musik for pacific electro, mens handlingen er en robinsonade, en fortælling om at eksistere alene og på egen hånd, adskilt fra det liv man oprindeligt kommer fra.: – Det er til det formål, jeg har opfundet de to figurer, hvor i mellem robinsonaden udspiller sig. Sangene handler om ensomhed, isolation, begær.

Mens det er meningen, at musikken skal på turné efter SPOT, sker ur-opførelsen ved to 25 minutters forestillinger på ARoS i en eksklusiv sær-produktion – og for et begrænset tilskuerantal på 150 pr. koncert som er regnbuens grænse:

Aros og "Your Rainbow Panorama" by night, her set fra Vester AlléLydhård kombination
SPOT har allieret sig med Aarhus’ ”lyd-professor”, Sorten Mulds Henrik Munch til at stå for teknikken – for det kræver sin mand, når rammen udelukkende består af noget nær det mest lydfjendske der findes. Plastik og metal. Alt reflekteres.

– Værre kombination findes faktisk ikke, siger Henrik Munch, der har regnet på kryds og tværs i den 152 meter lange og tre meter brede konstruktion for at kunne skabe den optimale lydoplevelse for publikum. Hård rock, techno eller andet med stærk rytmik ville være umulig at styre og ende som kakafonisk støj. Men selv Stochholms elektroniske udtryk kræver sit forarbejde.

1-udregninger-Aros panorama- Regnbuen ér et meget specielt rum. Med ca. 150 personer giver det hele 9 kubikmeter hård overflade pr. publikummer, så lydmæssigt ville det være klart bedre med mere ”flæsk og tekstiler” til at absorbere, smiler han. – Og for ikke at skabe en uheldig ekko-effekt stiller vi højttalere op for hver 19. meter. Regnet ud efter lydens hastighed betyder det nemlig, at tilskuerne ikke kommer til at opleve en uheldig ekkoeffekt og delay, uanset hvor de står, forklarer Henrik Munch (hvis regnbue-udregninger og opmålinger kan ses her ved siden af).

Og så slår både Stochholm og Munch i øvrigt på, at det kræver en helt speciel respekt at gå til denne opgave: For man skal ikke tro, at musikken og kunsten kan være ligevægtige i dette tilfælde:
– Jeg er både glad, beæret og angst over opgaven. Jeg ser det mere som en mulighed for at lave et midlertidigt kommentarspor til et kæmpeværk, end som en decideret koncert, siger Anders Stochholm: – Opgaven ligger lige på grænsen mellem det spændende og det lidt for spændende, smiler han….

Vandrende koncert
I øvrigt er det meningen, at man skal gå rundt i regnbuen til musikken. Anders Stochholm og hans bror Søren Stochholm vil være skærmet af i selve gangarealet og vil kun kunne ses gennem det farvede glas på indersiden af regnbuen. Hensigten er, at man skal nyde udsigten ud over byen til de stemninger musikken giver. Eller mærke hvordan musikken virker forskellig alt efter om man oplever den i kold blå stemning eller varm rød-orange. Eller…

Adgang: ”The Portuguese Man of War” opføres fredag 2. maj kl. 19.00 og 20.00 i ARoS’ Your rainbow panorama. Tilskuerkapaciteten er 150 pr. forestilling. Som SPOT-gæst kan sikre sig én billet til en af de to fremførelser efter først-til-mølle-princippet via dette link.

OBS: Der kræves både ”regnbuebillet” (tilsendt pr. mail) og SPOT-armbånd for at få adgang. Mødested for billetindehavere: ARoS’ indgang fra Officerspladsen – fredag 2. maj senest kl. 18.45 til koncerten kl. 19.00. Og senest 19.45 til koncerten kl. 20.00.