Efter et hvil på et halvt år, var The Blue Van klar til at spille sammen igen på SPOT Royal Scenen. Deres nye single vakte stor jubel
“Spot vil I det her? Vil I det her?”, skrålede The Blue Van-forsangeren Steffen Westmark ud til et stort SPOT-publikum. Det ville de i den grad.
The BlueVan vendte tilbage på SPOT med en af fredagens første koncerter. Den høje sol krævede solbriller for to af medlemmerne. De to andre behøvede ikke – håret dækkede det hele.
Ikke nok med, at de fire nordjyder vendte tilbage på SPOT, hvor de startede deres karriere med en koncert i 2003. Bandet spillede også for første gang sammen i et halvt år.
“De nordjyske ulve er vækket fra deres hvil,” lød det fra forsangeren. Bandet præsenterede senere i koncerten deres nyeste single under stor jubel fra publikum – både dem med gråstænk og dem med piercinger.
Mosh-pit, fællessang og en ødelagt bas
Under koncerten blev der plads til mosh-pit oppe foran scenen, fællessang på “Silly Boy” og en ødelagt bas. Som koncerten udspillede sig, blev der mere pres på blandt publikum.
Ved koncertens slutning kulminerede det hele til sangen “There Goes My Love,” og da guitarist- og keyspiller Søren Christensen løb ud blandt publikum vilde glæden ingen ende tage.
Og festen kunne have forsat, for publikum var slet ikke klar til at tage afsked med de nordjyske ulve ved koncertens slutning. Der blev råbt på flere numre og konferencierens undskyldning om for lidt tid, blev ikke modtaget med jubel.