VoxHall
Når Tomas Høffding ikke turnérer eller indspiller med WhoMadeWho, optræder den travle musiker som det elektroniske alter-ego Bon Homme. Hvad der startede som en legeplads for Høffding, hvor han alene på scenen trykkede på knapperne, har nu forvandlet sig til optrædener med et fuld besat band. Seneste udgivelse sprang skalaen hos anmelderen på Bands Of Tomorrow og scorede 6/5 stjerner.
Bon Homme får besøg af Lydmor på SPOT – hvor de to koncerter vil flyde sammen til én optræden. Publikum kan her glæde sig til en ekstraordinær oplevelse. I et initiativ støttet af Shareplay Fonden har filminstruktør Jeanette Nørgaard i samarbejde med virksomheden Trib skabt en interaktiv visuel dimension til koncertoplevelsen. Dette visuelle add-on vil tage sit udgangspunktet i stemningen fra de to musikere under koncerten samt det visuelle univers fra Jeanette Nørgaards nye fiktionsprojekt ‘Crane on The Run’.
Foruden koncertoplevelsen vil publikum have mulighed for at gå på opdagelse i dette univers i en interaktiv installation, som er at finde på Festivalpladsen.