Selvom temperaturen falder lidt fra de foregående dages brændvarme tinder, så bliver det stadig en SPOT Festival med masser af sol, lover Danmarks Meteorologiske Institut.
Har du set vejrmeldingerne de seneste dage? Så er du muligvis blevet bekymret for, om du skulle trækkes med skyer, regn og måske endda sne under årets SPOT Festival.
Men det bliver der ikke noget af, lover Michael Skelbæk, der er vagtchef i vejrtjenesten ved DMI.
”Overordnet set ser det ganske fint ud. Det bliver tre dage med masser af solskin og kun enkelte skyer på himlen,” lyder vurderingen.
Flot vejr, men dog ikke helt temperaturmæssigt på højde med de 18-20 grader, som Aarhus og det meste af det øvrige Danmark har nydt de seneste dage.
”Det vil ligge omkring 10-13 grader, men der kommer ikke så meget vind. Om det ligefrem kan kaldes shorts-vejr, det må være op til den enkelte,” siger Michael Skelbæk.
Og det snevejr, som flere medier har berettet om kunne være på vej, det afviser de blankt hos DMI.
”Først og fremmest er snemeldingen ikke kommet fra DMI, og jeg ved ikke, hvordan nogen kom frem til, at der skulle blive snevejr. Der passerer en koldfront, som giver et temperaturfald, men sne bliver det ikke, det vil jeg godt love,” siger Michael Skelbæk.
Skal man i byen efter de sidste koncerter fredag og lørdag, opfordres man dog til at klæde sig ordentligt på.
”Om natten kan det blive ganske køligt, helt ned til blot et par plusgrader,” lyder det.
Følg med i vejrmeldinger på DMI.