CPH:DOX, SPOT Festival og VEGA præsenterer årets første koncert til den ambitiøse koncertrække AUDIO:VISUALS med to af Danmarks mest spændende nye kunstnere, Sekuoia og Ice Cream Cathedral.
Dette forår indledte CPH:DOX og SPOT Festival et længe ventet samarbejde. Til SPOT Festival kuraterede CPH:DOX musikfilmprogrammet Spot the Music med en spændende og alsidig række dokumentarfilm, og nu tager SPOT Festival ligeledes del i CPH:DOX. Det gør de som del af koncertrækken AUDIO:VISUALS, der forener musik og kunst med visuals.
Første offentliggørelse er to af Danmarks mest spændende nye kunstnere, Sekuoia og Ice Cream Cathedral, der giver koncert på Lille Vega 1. november. Begge spillede på årets SPOT Festival og vil til denne koncert medbringe helt særlige visuals. Publikum til Sekuoias koncert på SPOT Festival fik en forsmag på konceptet, da Andreas Malmberg designede Sekuoias flotte introsekvens.
Med de to koncerter er der lagt op til en musikalsk og visuelt detaljemættet totaloplevelse mellem koncert og club på Lille Vega den 1. november.
Arrangementet bliver præsenteret af CPH:DOX, SPOT Festival og VEGA.
– – –
Foto: Sekuoia på SPOT – til november venter CPH:DOX (fotograf: Kim Daugaard)