Festkollektivet The Eclectic Moniker har sagt farvel til to medlemmer. Nu venter en ny lyd og en ny begyndelse.

De startede 11. Så blev de ni. Pludselig var de syv. Nu er de fem. Det er gået stærkt for The Eclectic Moniker siden de vandt karrierekanonen i 2011. Og nu må medlemmerne løbe ekstra stærkt, når calypsorytmerne skal sendes ud over det feststemte publikum.

Trommeslagerne Tune Madsen og Jens Kristian Siquiera har sagt farvel til det syv mand store indiekollektiv for blandt andet at arbejde på nye projekter, og det efterlader nu Esben Beldring som eneste slagtøjmusiker i The Eclectic Moniker.

En musikalsk blæksprutte
Den opgave er kollektivets guitarist og sanger, Frederik Vedersø, helt tryg ved at overlade til ham, og han er sikker på, at kollektivet lydmæssigt nok skal få dækket ind, hvor det bliver nødvendigt.

– Det, at skifte trommeslager, svarer til at rykke hjertet ud af en patient og sætte et nyt ind. Men Da Esben kender numrene så godt, er han den perfekte til at tage over for de to. Det kommer helt naturligt for ham. Han har en feel med den måde, vi spiller musikken på, fortæller han og tilføjer:

– Når man er mange på scenen, giver det et overskud, og derfor har vi nok slappet den lidt til tider. Nu bliver der fuld knald på igen, og så har vi en god blæksprutte på keyboardet (Peter Kohlmetz Møller red.) til at dække os ind.

Vil det 110%
Afskeden sker ovenpå en periode, hvor bandet har har haft flere og flere jobs i udlandet, især i Tyskland. Det har helt naturligt ført til en vurdering af, hvor meget tid hvert bandmedlem var i stand til at ofre på The Eclectic Moniker ved siden af familie, venner og andre projekter.

– Nu er vi fem, der vil det her 110%. Det gør det hele lidt nemmere, især når vi skal på turné. Den seneste tid har vi skruet ned for antallet af koncerter, men det kommer til at vende igen, fortæller Frederik Vedersø.

Han er ked af at sige farvel til de to dygtige musikere og venner, men ser det også som en ny begyndelse:

– Vi vil savne dem, de er gamle venner fra helt tilbage og fantastiske musikere. Vi ses stadig hinanden, og mon ikke de vil gæste os på scenen ind imellem.

Nyt, men tro mod lyden
– Nu bliver vi tvunget ud i en ny lyd. Det bliver spændene, og det var også et nødvendigt skridt for os. I løbet af efterårsturnéen havde vi følelsen af, at vi havde indfriet vores ultimative potentiale i den form vi havde. Nu er vi lidt tilbage ved ground zero og klar til at gå videre med noget nyt, fortæller han.

Det bliver dog ikke et helt fremmet The Eclectic Moniker man kommer til at opleve på SPOT Festival til maj.

– Vi vil stadig være et popband, der spreder feststemning og masser af kærlighed til vores koncerter. Det bliver endda mere sprælsk. Og så arbejder vi på et par nye tracks, som vi håber bliver klar til SPOT, fortæller Frederik Vedersø.

The Eclectic Monikers slankekur er så ny, at der endnu ikke findes billeder af 5-mands bandet. Derfor viser vi her 7-mands-versionen.