Både Tomas Høffding og Jenny Rossander er booket til SPOT Festival med hver deres soloprojekter, Bon Homme og Lydmor, men det betyder ikke, at de to elektroniske artister ikke kan arbejde sammen.
Over en øl i en bus på vej hjem fra en koncert i Odense, hvor Lydmor havde varmet up for WhoMadeWho, opstod et samarbejde. Som altid når to musikere er i festligt lag sammen, fløj sætningen “vi to skal indspille noget sammen” ud i luften.
Denne gang var det WhoMadeWho-forsangeren og manden bag Bon Homme, Tomas Høffding, som musikalsk bejlede til den unge elektrokvinde Lydmor med det borgerlige navn Jenny Rossander. Men denne gang blev det ikke kun ved snakken.
Da Tomas Høffding sad og arbejdede på sangene til Bon Homme-albummet “A Life Less Fancy”, var han i en fase, hvor han “fandt omkvæd irriterende”.
“Jenny! Det er hende, som skal lave dem”, tænkte han, og sendte singlen “Optimist” over til kvinden med den markante vokal.
Det kom der et hit og et stærkt kreativt venskab ud af.
“Nu kan vi ikke rigtig finde ud af at mødes, uden at vi skal spille sammen”, fortæller Jenny Rossander, som siden har gæsteoptrådt flere gange med Tomas’ projekt, Bon Homme.
“Det plejer at være skørt og lidt provokerende. Vi er gode til at gejle hinanden op, og det ender ofte i en form for “dare-game” på scenen,” afslører hun.
Hvad der præcist er i vente, når de to sammen skal fylde en time i SPOT-programmet (både med hver deres solomateriale og med det materiale, de sammen har produceret), vil hverken Jenny eller Tomas ud med.
“Vi vil gerne holde det hemmeligt. Vi er to solokunstnere, så vi skal også lige finde ud af, hvordan vi skal fortolke det. Folk skal komme og opleve det for dem selv. Jeg kan dog sige, at det plejer at være magisk, når vi spiller sammen,” fortæller Jenny Rossander.
Udgangspunktet for de to elektroniske kunstneres koncerter til SPOT Festival bliver, at de skal opleves som én sammenhængende koncert af en times varighed. Begge artister præsenterer deres solomateriale, mens der midt i koncerten vil komme en overgangsfase, hvor der præsenteres fælles materiale.