Sæt billeder på Teiturs musik, oplev Manilas slum gennem øjnene på en gadedreng, eller kom til højspændt familiemiddag som en anden. SPOT Festival præsenterer en serie øjenåbnende, interaktive udflugter i krydsfeltet mellem musik, film og nye medier.
Musik, film og interaktive medier er for alvor begyndt at lege med hinanden og med publikums gængse opfattelse af, hvad det vil sige at gå til koncert eller i biografen. Den udvikling kan SPOT-publikummet opleve tre gode og gratis eksempler på, når SPOT går løs 1.-4. maj.
Story Music m. Teitur
Den første, ’Story Music’ er en film, et album og et interaktivt design i skøn forening. I centrum står sangeren Teitur, som under tilblivelsen af sit sjette album indspillet på Færøerne blev fulgt tæt af et filmhold. Ud fra det materiale vil publikum kunne skabe sin egen fortælling til musikken. Tanken er, som den færøske sanger selv udtrykker det, at man får mere igen ved at investere sig selv. Instruktør Kristian Sønderby viser konceptet frem for publikum, og som afslutning kommer Teitur selv og spiller live.
The Slum Challenge
Lørdag den 3. maj kan publikum skifte den færøske idyl ud med Manilas værste slum. I ’The Slum Challenge’ ser publikum verden gennem øjnene på en lille gadedreng i Manila og får lov til at vælge hans vej gennem slumkvarterets farer og forlystelser. Da filmen stadig er under tilblivelse, bliver det en såkaldt work-in-progress-visning med Mikkel Cantzler Christensen og Jonas Unmack Larsen fra det aarhusianske produktionsselskab RåFilm.
Skammekrogen
Endelig kan man komme en tur i ’Skammekrogen’, når installationen stilles op i Godsbanens foyerområde under festivalen. Her får man et par virtuelle briller på, og pludselig er man et helt andet menneske, som befinder sig midt i et familiedrama. ’Skammekrogen’ benytter sig af virtual reality teknologien, Oculus Rift, som giver en oplevelse af, at man selv er en del af den virkelighed, der præsenteres på skærmen. Lørdag afholdes desuden et seminar, hvor producer Mads Damsbo og instruktør Johan Knattrup Jensen fortæller om tankerne og teknikken bag værket. Læs mere her.
Alle tre interaktive film er gratis og kan opleves på Godsbanen under SPOT Festival, som finder sted 1.-4. maj.