Lørdag på Godsbanen kan du tage en tur i radiobiografen med Jan Sneum fra P6 Beat, der vil præsentere tre fascinerende historier om Santana, Spice Girls og Ole Beich, det glemte danske medlem af Guns N’ Roses.
Projektoren er slukket, så man frit kan danne billederne på det indre lærred til tre historier, som med garanti vil efterlade dig med undren, grin og en følelse af, at lyd kan meget mere, end du troede. Sådan lyder konceptet bag Aarhus Radiobiografs unikke biografoplevelse, som om lørdagen bliver præsenteret af Jan Sneum fra DR P6.
En nat med Santana
Den første historie tager dig med til 70’ernes København, hvor to teenagepiger på en tilfældig aften møder en mand som de synes, virker bekendt. Det viser sig at være deres store idol Santana, og de følger med ham ud i natten.
Sporty, Ginger, Posh osv.
Derefter kan du tage tilbage til halvfemserne, hvor Spice Girls overtog en hel generation med deres Girl Power. Historien følger en pigegruppe, der drømmer om berømmelse og efter bedste evne forsøger at gå i Sporty, Ginger, Posh Spice’s fodspor. Det er ren 90’er nostalgi.
Ole fra Guns N’ Roses?
Du vidste måske ikke, at Guns N’ Roses havde et femte medlem i begyndelsen. Og du vidste måske heller ikke, at det femte medlem hed Ole og kom fra Esbjerg. Den sidste historie handler om manden, der kunne være blevet en af Danmarks største rockstjerner, men som endte sit liv som junkie i Københavns gader.
Aarhus Radiobiograf kan opleves to gange under SPOT, begge gange med fri entré.
Lørdag kl. 14.00 i Kedlen på Godsbanen med Jan Sneum som vært.
Søndag kl 14.00 i Øst For Paradis (Sal A).
Montagerne er produceret af DR og Radio24Syv og sendes i redigerede versioner. Følg Aarhus Radiobiograf her.