Fredag den 2. maj kl. 23.15 - 00.40
Godsbanen - Den Rå Hal

Ukendt Kunstner: Navnet Ukendt Kunstner er efterhånden lidt misvisende for duoen bestående af rapper Hans Philip og producer Jens Ole McCoy, da de med deres silkebløde slæbende beats og melankolske tekster allerede har påkaldt sig stor opmærksomhed. Udover en omfattende koncertplan og masser af airplay, er deres debutplade ‘Neonlys’ nemlig gået platin, ligesom de er nomineret til både P3 Talentet og P3 Lytterhittet ved P3 Guld 2014.

S!vas: S!vas har befundet sig i dansk hiphop i mere end ti år, men er nu trådt frem fra skyggerne bag andre artister og skabt sig et solonavn. S!vas kører en gennemført stil, hvor han med sin musik skaber et helt nyt sprog og repræsenterer en ny generation af hiphop, der bærer præg af den amerikanske hiphop-undergenre af melodisk sang-rap.

Gilli: Gilli er en del af hiphop-crewet B.O.C. Derudover har han optrådt sammen med rap-kolleger som f.eks. S!vas på hittet “d.a.u.d.a” og Nik & Jay på “Giv Mig Dine Tanker Pt. 2”. Nu kan han så også tilføje skuespiller til listen af kundskaber: Han spiller hovedrollen i filmen “Ækte Vare”, der har premiere i biograferne 8. maj.

Lord Siva: Lord Siva, aka. Brian Siva,  er ved at bryde igennem i det danske musiklandskab med sin rappende R&B og sit tilbagelænede tempo. Soundvenue har kaldt ham for et af Danmarks største R&B-talenter, og med flotte anmeldelser for sin debut-ep, samt en hurtigtvoksende fanskare, ser det ud til at Lord Siva nok skal få cementeret sit navn på den danske musikscene i 2014.

Hiphop, urban, pop