Tom Berninger | US | 2013 | 75 min.
Fre. 17:30 | Åbne Scene, Godsbanen | Fri entré
Søn. 19:30 | Sal C, Øst for Paradis | Fri entré
Nogle gange falder appelsinen bare ikke ned ens egen turban, men i den lige ved siden af. Det er sket for Tom Berninger, lillebror til feteret rockstjerne og forsanger i The National, Matt Berninger. Tom tager imod Matt’s invitation om at tage med The National på turné som roadie, men snart også – og i meget større grad – som selvudnævnt dokumentarfilmsinstruktør. Han følger bandet tæt med sit handycam og laver undervejs en række interviews – det ene mere upassende end det andet – som kredser mere og mere om den anspændte brødrerelation.
Det bliver til en højst overraskende og underholdende rockdokumentar om et af tidens største bands, men også en rørende og selvudleverende film om to meget forskellige brødre og uopfyldte ambitioner. Det sidste får Tom Berninger dog rettet effektivt op på med Mistaken for Strangers, der har lagt festivaler, publikum og anmeldere ned på stribe.