En helt ny lydoplevelse præsenteres for første gang for offentligheden på SPOT Interactive. Recho hedder app’en, der via GPS’en i din smartphone lader dig lytte til stedbestemte lydoptagelser.
Informative lydklip om arkitektur, der aktiveres, når du nærmer dig en bygning. Eller gamle lydoptagelser fra koncerter, der afspilles, når du går gennem en tom park. Mulighederne er mange med Recho, der bliver offentliggjort på SPOT Interactive, hvor potentialet synliggøres i et samarbejde med Danmarks Radio.
Én af de to idémagere bag konceptet, designer Åsmund Sollihøgda, forventer, at app’en bliver en gevinst for mange forskellige brugere.
– Målet er at tilføje digital information til en række stedsspecifikke oplevelser. Rent kommercielt kan virksomheder eller musikere uploade lydoptagelser præcis til de lokationer, hvorpå de ønsker at involvere, oplyse eller overraske publikum. Private brugere kan også optage og gemme lyde der, hvor de befinder sig, så andre brugere kan høre dem efterfølgende, forklarer han.
Udover Åsmund Sollighøgda har virksomhederne Makropol og Apptitude været involveret i udvikling af Recho. Samarbejdet er kommet i stand gennem Shareplay Fonden, der har støttet projektet med det formål at få konceptet testet på SPOT Festivalen.
Et interaktivt kompas
Recho er bygget op som et kompas, hvor brugerne kan finde og høre lyde i nærheden – jo tættere man kommer på lyden, jo tydeligere bliver den. Når brugeren er på den helt rette lokation afspilles den fulde lydoptagelse, og man kan se, hvem afsenderen er. Samtidig er det muligt at filtrere indholdet i Recho via hashtags.
– Vi er spændte på, hvordan brugerne vil tage imod app’en. Vi forestiller os, at de vil skabe små oplevelsesrum i samfundet, hvor man deler optagelser med hinanden. Det kan for eksempel være en bænk i en park, hvor der bliver uploadet historier fra forskellige personer, forudser Åsmund Sollihøgda.
En tur til Silicon Valley
Potentialet i Recho er allerede blevet vurderet af en række eksperter tidligere i år. Det skete ved en norsk innovationskonkurrence med fokus på lydudvikling og musikdistribution. Den konkurrence vandt Recho, og holdet bag skal derfor en tur til Silicon Valley og præsentere deres idé for potentielle investorer og partnere.
– Det beviser, at vi har fat i noget rigtigt. Nu er vi spændte på, hvordan både lyttere og virksomheder tager imod Recho. Det får vi en god indikation af på SPOT Festivalen, forklarer Åsmund Sollihøgda.
Vær en af de første bidragsydere til Recho og vind billeter til SPOT. Læs mere her