Tre nordiske stjernesolister sætter deres sange på spil for nyfortolkning – kun ledsaget af stort strygerorkester.
Det var allerede en succes under sidste års SPOT, da projektet Nordlyd præsenterede Søren Huss, Siri Nilsen og Mariam Wallentin med stor strygerbesætning og i nye arrangementer.
Nu er Nordlyd klar med en ny norsk-dansk-svensk stjernebesætning, når Ane Brun, Mikael Simpson og Alice Boman stiller op sammen med 37 strygere i Musikhuset Aarhus’ Store Sal. Ikke for at gentage en succes, men for at bygge videre på erfaringerne fra debut-året.
Tre vidt forskellige navne, der som ophavskvinden Mette Dahl Kristensen siger ”har helt forskellige kvaliteter”:
– Ane Brun har været en af mine favoritter i mange år. Ane Brun (der bl.a. har turneret med Peter Gabriel siden sidste SPOT-besøg i 2006, red.) har et helt vildt nærvær, når hun synger – både live og på plade. Hun var absolut topkandidat på min norske liste.
– Det samme gælder Mikael Simpson på den danske: en musiker som trækker i en anden retning med et udtryk, som er mere statisk og elektronisk.
Den svenske kabale var lidt sværere at få til at gå op pga. turné-planer o.l., fortæller Mette Dahl Kristensen: – Her var det SPOT, der foreslog Alice Boman, som igen trækker i en helt anden retning med musik der er mere simpel og naiv. Men ment på en positiv måde, siger hun.
Den svære to’er
Så selv om hun godt kan mærke forventningspresset til den ”svære to’er”, er de tre artisters forskellige forudsætninger et helt nyt spændingsfelt, der peger videre. Numrene er valgt ud i dialog med de tre sangere – og siden har Mette Dahl Kristensen omarrangeret dem for den 37 m/k store strygerbesætning, hun tager med sig til SPOT. Og det er ikke bare musik med påklistret strygersovs, skulle vi hilse at sige:
– Jeg vil gerne gøre op med det billede, at strygere kun kan spille helt delikat stille – eller være svulstigt omfavnene. Strygere kan også være rå, eller kantede… eller være mere percussion-prægede, end man normalt tænker sig, siger hun.
Oversættelser
Så Nordlyd-lederen har lavet det, hun kalder ”oversættelser”: På den ene side med en ambition om at bevare numrenes feeling og oprindelige idé, men omvendt også med et mål om, at man mærker nye nuancer og en anden nærhed i sangene. Man skal gå fra koncerten med fornemmelsen af, at strygere kan bruges til andet end man normalt forestiller sig. Og så er der hverken tænkt pop eller klassisk – kun musik.”
Film og visuals
Nyt i forhold til sidste år er også, at koncerten ledsages af film og visuals. Islandske Hlynur Palmason har lavet en film, der skal beskrive ”processen – selve den kreative udvikling”. Den vises, mens de tre solister spiller med Nordlyd-besætningen i ryggen.
Nordlyd-koncerten filmes, og vil senere kunne genopleves på YouTube – som det er tilfældet med sidste års optagelser med Søren Huss & co.
– –
Nordlyds 37 strygere kommer hovedsageligt fra konservatorierne i Aarhus, Odense og Aalborg. Og så vil Mette Dahl Kristensens strygeensemble Who Killed Bambi være såkaldte ”stemmeledere”, der skal føre de øvrige musikere på rette vej.