Forsanger Niels Brandt fra bandet bag hittet ‘Det Er Knud Som Er Død’ fortæller om fortidens tekster og fremtidens musik.
“Så stod det bare der og gloede på mig nede i øvelokalet, og så kom musikken helt af sig selv. Der kom bare musik ud af de der ord.”
‘Mig’ er Niels Brandt, forsanger i bandet The Minds Of 99, og ‘det’ er et postkort. Et postkort med et digt på bagsiden skrevet af Tom Kristensen om Knud Rasmussens død.
Det er nok ikke så ofte, at P3’s uundgåelige baserer sig på en tekst fra 1933. Ikke desto mindre var det det, der skete.
Alle mænd kan lære af Tom Kristensen
The Minds Of 99 er en gruppe af seks fyre, der har kendt hinanden siden folkeskolen: Anders Folke Larsen (guitar), Asger Wissing (bas), Jakob Bech-Hansen (synthesizere/programmering), Louis Clausen (trommer), Mikkel Bech-Hansen (synthesizere/percussion) og Niels Brandt (vokal).
På scenen til bandets koncert på SPOT Festival stod Niels Brandt med en delay-pedal under sin mikrofon. Klar til at forvrænge hans stemme og give lydene et ekko af ekstra sekunder at leve i.
Det samme kan man sige, at bandet er med til at give Tom kristensen, hvis hovedværk ‘Hærværk’ udkom for over 80 år siden.
Rejsen er kun begyndt
“Selv når man læser ham nu, så synes jeg, at han er supermoderne. Den der lyst til bare at sige nej til det etablerede liv. Det tror jeg er noget, alle mænd har i sig, siger Niels Brandt.
En anden ting mange mænd har i sig er en ukuelig selvsikkerhed. Niels Brandt har den i hvert fald, da jeg spørger ham, om ikke der bor en lille frygt inde i ham for, at det hele ender med bare et one hit wonder.
“Nej. Det gør der faktisk ikke. Jeg ved ikke, hvor stort det kan blive, men jeg ser et band, som har rigtigt mange idéer oppe i ærmet. Hvis man bliver fan af Minds, så tror jeg, man har en lang, spændende rejse foran sig.”
The Minds Of 99 udgiver sit debutalbum ‘The Minds Of 99’ d. 12. maj.
Foto: Christopher Bering Baden