De rutinerede kræfter Lucy Love, Choir Of Young Believers og Kellermensch blander sig i dagens offentliggørelse med helt nye danske og nordiske navne i form af Karl William, GLASS, Quick Quick Obey, The Awesome Welles, Ring Them Bells, svenske Sumie og de to norske bands Beglomeg og Electric Eye.
Siden det selvbetitlede debutalbum kom ud internationalt i 2011 har der været stille på albumfronten fra de esbjergensiske tungmetal-rockere i Kellermensch. Det har de til gengæld rådet bod på med en lang række koncert- og festivaloptrædener til stor glæde for både fans og anmeldere. I 2012 fik de æren af at åbne Roskilde Festivals Orange Scene, som de ifølge Gaffas anmelder “både indtog og efterlod med maner”.
Men det er ikke kun i Danmark, Kellermensch har slået deres navn fast. Både det engelske og tyske musikmarked har været umådelig glade for de hårdtslående danske drenge, og 2. – 3. maj vender de tilbage til SPOT Festival for at præsentere fans og musikbranchen for deres første nye materiale i snart fire år.
Nyt materiale er der også på vej fra Steppeulve-vinderne fra 2013, Choir Of Young Believers, som i øjeblikket turnérer Europa rundt med Depeche Mode. Efter en kort pause, som bandmedlemmerne har brugt på forskellige sideprojekter som blandt andet Cæcilie Triers CTM, er de nu samlet igen og klar til SPOT Festival 2014.
Et gensyn bliver der også med grime-dronningen Lucy Love. Med sit seneste album “Desperate Days of Dynamite” i ryggen kommer hun tilbage, mere personlig end nogensinde før.
Men der er også blevet føjet helt friske navne til plakaten.
Den 18-årige aarhusianer Karl William har med R&B-inspireret dansksproget rap allerede skabt interesse om sit talent, og er af flere medier udnævnt som en spirende stjerne. Det samme er Thy-drengene i det eksperimenterende rock/pop-band Quick Quick Obey, som er klar med deres debutalbum i løbet af foråret.
Helt at kalde de to trommeslagere Rasmus Valldorf og Kristian Mondrup SPOT-debutanter kan man ikke, da de tidligere har optrådt på festivalen med henholdsvis The Asteroids Galaxy Tour og Lars and the Hands Of Light. Men det er første gang med deres nye popduo GLASS. Pop er der også lagt op til fra Sumie (søster til Little Dragon-sangerinden Yukimi Nagano), som er det seneste bevis på, at Sverige er leveringsdygtig i talentfulde popsangerinde.
På rockfronten kommer der i skikkelse af The Awesome Welles, Ring Them Bells og norske Electric Eye et frisk pust af elektrisk guitar ind over SPOT Festival – hvor gæsterne også kan forvente at blive blæst omkuld af det norske psykedeliske rockband Beglomeg, som i hjemlandet kandiderer til titlen som bedste liveband.
Om Beglomeg også snupper den titel i Aarhus 2. – 3. maj må tiden vise, men her er et klip fra deres optræden på Trænafestivalen i 2012, så du kan godt begynde at forberede dig på en usædvanlig koncert