Tingene har for alvor taget fart for aarhusianske Go Go Berlin i det seneste år, og de giver selv SPOT Festivalen en del af æren for deres succes i øjeblikket.
Da Go Go Berlin gav koncert på SPOT Festival i 2013 var det med masser af branchefolk blandt lytterskaren.
”Vi vidste godt, at det var et vigtigt show. Vi vil helst ikke vide, hvem der kommer af branchefolk, men vi fik at vide før koncerten, at det var vigtigt, og at der var nogle mennesker, vi skulle imponere,” siger bandet.
Og det lykkedes tilsyneladende for bandet, der på det år, der er gået siden, er blevet signet af SONY Music og spiller koncerter overalt i Europa.
Meget af det takket være SPOT Festival, mener bandet selv.
”Det hele blev åbnet på grund af SPOT Festival og efter den koncert. Vi skylder SPOT Festival et mega rockshow, og det er så det, vi vil give dem i år,” lyder det fra bandet, der dog stadig mener, at det endelige gennembrud er i fremtiden.
”Man bliver ikke superstjerner over natten. Vi håber, at vi har sået frøet nu, og at det bare skal vandes et par år endnu,” siger det aarhusianske band.
Var man til koncerten på SPOT Festival sidste år, så vil man opleve et tydeligt modnet band, der vil forsøge at bringe noget nyt til deres sceneoptræden.
”Vi vil ikke bare give det samme show som sidste år. Vi har vildere sange, som vi gerne vil præsentere, og selvfølgelig forandrer vi os – det skal vi jo også,” siger drengene fra Go Go Berlin.