Blaue Blume har formået at skabe en væsentlig hype omkring deres musik, først og fremmest med sangen “On New Years Eve”, der nærmest endte med at nå hele blogosfæren rundt.
De er desuden blevet rost af store musikmagasiner som NME og Soundvenue. Gruppens nye single ’Lost Sons of Boys’ netop kommet i rotation på P3, og sangen vidner om gruppens talent for atmosfærisk pop.
Maskinvåd udsendte debuten “Giftige Slanger” i slutningen af 2012. Nikolaj Nørlund, der producerede albummet, forelskede sig i bandet under processen og besluttede sig for at udgive albummet på sit eget pladeselskab, Auditorium.
Med et originalt, dansk tekstunivers henter bandet inspiration til deres lyd fra danske 80’er-bands som TV2 og Kliché.
Disa fra Island er bosat i København og blev sidste år taget under trygge vinger hos pladeselskabet Tigerspring. Hun er blevet sammenlignet med kunstnere som Björk og Kate Bush, men som den nye single “Stones” også bevidner er hendes englelyse vokal og mørke elektroniske udtryk hendes helt eget.
Med sin musik maler hun faretruende landskaber, og som en vulkan i dvale truer musikken hele tiden med at gå i udbrud.