Der er nationalsange, elektronisk melankoli, scandicana og party-polka på programmet, når ROSAfolk 2.-3. maj præsenterer fem showcases på SPOT Festival.
Her bliver der grebet kærligt fat om de nordiske rødder, når ROSAfolk 2.-3. maj præsenterer Spillemændene, Euzen, M.C. Hansen, Nordens Tone og Habadekuk på SPOT Festival.
De fem artister har på hver deres måde rødder i danske og nordiske traditioner. Folkemusik og -sangtraditioner, elektroniske ur-beats og kølige nordiske jazz-traditioner vendes og drejes, og politiske traditioner og nationale symboler tages der hånd om i teksterne.
Spillemændene
Med ironisk dysterhed udfordrer Spillemændene danske nationalsymboler. Nicolai Elsbergs dybe og intense vokal giver liv til Thorbjørn Radisch Bredkjærs danske tekster, og på lydsiden bygger Spillemændene bro mellem gamle folk- og vise-traditioner og dunkel indie-rock, og det musikalske landskab giver plads til både sav og synth.
I 2012 producerede Nikolaj Nørlund debut-EP’en “Spillemandsbogen”.
Euzen
Som elektronisk arkitekt i Valravn, har Christopher Juul formået at kombinere skarpe beats med den organiske nordiske folketone.
Maria Franz bærer i sin stemme et stærkt nordisk præg, og de to har i Euzen skabt et udtryk, der har vækket begejstring på festivaler som Colours of Ostrava (CZ), Rudolstadt TFF (DE) og Castlefest (NL). Euzen har udgivet to albums, der begge har fået en del anmelderroser.
M.C. Hansen
Med guitaren på ryggen og sangposen fuld har M.C. Hansen rejst verden rundt. På sine musikalske opdagelsesrejser, fra Yukon i nord til Texas i syd, har M.C. Hansen hentet inspiration til det han selv kalder ‘scandicana’ – skandinavisk musik i amerikansk forklædning.
Han har desuden mødt masser af musikere på sin vej, som han har inviteret til Danmark og turnéret med sammen med sit band The Sentimentals.
Nordens Tone
Navnet siger det meste. Nordens Tone afsøger forskellige stilarter, for at finde ind til og forfine den nordiske lyd. I front står Jullie Hjetland, der allerede i 2009 blev belønnet med en Danish Music Award – Folk for hendes alsidige og multisproglige vokal.
Nordens Tone afsøger det musikalske univers, der ligger mellem Jan Johanssons jazzede melankoli og de nordiske folkemusik- og sangtraditioner.
Habadekuk
2013 blev året, hvor Habadekuk slog igennem på den internationale folkscene. Med polkaer og valse, tilsat blæs og skumsprøjt, trak Habadekuk et spor af fest efter sig, da bandet sidste sommer tog på en længere turné i Canada. I 2013 modtog Habadekuk Traditionsprisen ved DMA-Folk “for evnen til at udvikle gamle folkemusik-traditioner, og sætte dem i nye rammer”.
Habadekuk er klar med et nyt album i foråret.
SPOTonFOLK er arrangeret af ROSAs Sekretariat for Folkemusik (ROSA-Folk) og SPOT Festival.