Nordjysk rapper bliver første modtager af Danmarks nye musikpris, og han sikrer sig dermed både studietid og en række koncerter – herunder på SPOT Festival. Lord Siva rammer lige ned i tidsånden’, lyder juryens begrundelse.

Det rette opvarmningsjob på rette tid kan føre store ting med sig. Det kan den nordjyske rapper Lord Siva skrive under på. Specktors indstillede ham nemlig til Spar Nord Stjernepris , efter han havde varmet op for dem. Og nu har en stærk musikfaglig jury bestående af repræsentanter fra DR, SPOT Festival, Gaffa, Tambourhinoceros og Seismonaut valgt ham som den endelige vinder af Stjerneprisen.

– Lord Siva rammer lige ned i tidsånden – med eller uden overlæg – og deler legeplads med navne som Ukendt Kunstner, S!vas og Danni Toma. Vi ser i høj grad, at han har styrken til at få sit eget domæne blandt disse og i dansk hiphop som helhed. Han dyrker nogle af livets skyggesider krydret med en dunkel produktion. Det har enormt meget troværdighed, siger jurymedlem og Gaffa-redaktør Peter Ramsdal og fortsætter:

– Vi ser et stort udviklingspotentiale i ham og tror på, at han kan nå endnu længere end han er nu. Alt i alt fremstår han kunstnerisk, udfordrende, fræk og farlig.
Med prisen følger 30.000 kroner, fire dage i Carpark Norths studie samt spillejobs på SPOT Festival, Aalborg Karneval og Kulturmødet ’14.

Se video, hvor Lord Sivas venner overrasker ham med den gode nyhed.

Med prisen får Lord Sivas en ekstra mulighed for at vise SPOT-publikum sine kvaliteter, da han også optræde i en samlet koncert med S!vas, Gilli og Ukendt Kunstner.

Vinder fundet via Local Heroes
Spar Nord Musikpris bliver uddelt i samarbejde med platformen Local Heroes. En platform, hvor etablerede kunstnere finder lokale opvarmningsnavne via afstemning fra det lokale publikum. Gennem det seneste år har Fallulah, Dúné, Carpark North og Specktors udbudt koncerter gennem Local Heroes. Og hvert af de fire hovednavne har herefter peget på deres bedste live-oplevelse blandt de lokale talenter. Det er i den pulje, vinderen af Spar Nord Stjernepris er fundet.