SPOT Film og Øst for Paradis inviterer på et gensyn med den dansk-palæstinensiske instruktør Mahdi Fleifels film ‘’A World not ours’, der i starten af maj vandt hovedkonkurrencen ved SPOT Festivals filmdel, SPOT Film. Visningen bliver introduceret af Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, der selv har boet i den flygtningelejr, som filmen er en skildring af.

Søndag den 4. maj kulminerede SPOT Film med en prisuddeling i et stopfyldt Øst for Paradis. Her uddelte en jury bestående af Sonja Richter, Vibeke Windeløv og Anders August prisen for bedste film til Mahdi Fleifels ‘A World Not Ours’.’A World not ours’ er noget så sjældent som en hjerteskærende men også befriende og humoristisk dokumentar om livet i flygtningelejren Ein el-Helweh i det sydlige Libanon.

Netop flygtningelejren Ein el-Helweh er omdrejningspunkt for et interessant sammentræf. På aftenen for prisuddelingen viste det sig nemlig, at den århusianske kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, der selv deltog og introducerede en af aftenens andre priser, har boet i flygtningelejren. Derfor giver Øst for Paradis og SPOT Film nu det århusianske publikum mulighed for at se eller gense Fleifels rørende film med en personlig introduktion af kulturrådmanden.

“‘A World Not Ours’ handler om livet i flygtningelejren Ein el-Helweh, hvor jeg selv har boet i en periode på 6 måneder. Filmen giver en virkeligt troværdig og rørende skildring af livet i lejren, og for mig er det en helt speciel oplevelse at gense et sted, som har spillet en stor rolle i mit liv, på det store lærred. Jeg er meget begejstret over, at årets SPOT Film Pris blev givet til Mahdi Fleifels fantastiske film.

‘A World not ours’ har vundet op mod 30 internationale priser, deriblandt den prestigefulde Peace Film Award på Berlin Filmfestival – og nu også den første udgave af SPOT Film Prisen. Juryformand Vibeke Windeløv motiverede SPOT Film-juryens hædring af filmen med blandt andet følgende ord:

Vi griner og lever med, vi følger flygtninge-byen igennem et par årtier, vi beundrer menneskene for deres evne til at leve og håbe på trods af, at de er frataget muligheden for at rejse bort eller blot at gå ud i det omliggende samfund og få et arbejde. Vi elsker farfar, og når lyset går op, kan vi ikke bære, at fremtiden er så svær for Abu Eyad. Mahdi peger ikke fingre, og alligevel forstår vi den tragiske konsekvens af at lave flygtningelejre. I sandhed en relevant film i disse dage, hvor endnu flere flygtningelejre grundlægges med uanede konsekvenser for beboerne.

Filmen vises i Sal A, Øst for Paradis, tirsdag den 10. juni kl. 19.
Rådmandens introduktion varer ca. 10 minutter, hvorefter filmen på ca. 90 minutter vises.
Forestillingen er gratis, men det anbefales at reservere plads på forhånd via paradisbio.dk.