SPOT Film slår pjalterne sammen med CPH:DOX, der står for at samle 10 forrygende musikfilm til SPOT-publikummet. Her kan du få en forsmag på fire af dem.
Brødrekonflikt i rockbandet The National, gendannelsen af The Stone Roses, dødsmetal i Angola og kønsbalancen i dansk musik. Musikfilmprogrammet til filmdelen af SPOT Festival kommer vidt omkring. Bag programmet står CPH:DOX, der i alt præsenterer 10 særligt udvalgte musikdokumentarer fra hele verden, deriblandt et par dugfriske titler, når SPOT løber af stablen 1.-4. maj. Flere af visningerne bliver koblet sammen med paneldebatter og Q&A’s med instruktørerne.
Musikfilmprogrammet får titlen SPOT The Music, og de fire første titler er netop bekræftet:
’Stone Roses: Made of Stone’, et kæmpe publikumshit på sidste års CPH:DOX, instrueret af ’This Is England’-instruktøren og Stone Roses-fanboy, Shane Meadows.
‘Death Metal Angola’ af Jeremy Xido, et ægte musikdokumentar-mirakel fra Angola om børnehjemslederen Sonia Ferreira, der drømmer om en national live-koncert for den metalrockscene, der rejser sig fra asken efter tre årtiers brutal borgerkrig.
’En Køn Balance’, spritny, danskproduceret dokumentar af Astrid Dynesen, som sætter sig for at undersøge det skævvredne kønsforhold i dansk musik gennem interviews med otte kvindelige musikere, deriblandt Nelson Can, som også kan opleves live på SPOT. Filmen følges op af en paneldebat med SPOT-aktuelle musikere og branchefolk.
Og endelig den meget omtalte ‘Mistaken for Strangers‘, en selvudleverende film af The National-forsanger Matt Berningers uduelige lillebror Tom, der tager med bandet på turné som roadie, men som går mere op i at lave, hvad der bliver til en skæv, humoristisk og meget rørende dokumentarfilm om et komplekst forhold mellem to meget forskellige brødre.
Udover det CPH:DOX-kuraterede musikfilmprogram præsenterer SPOT Film også det mest interessante af aktuel dansk og nordisk filmproduktion i hovedprogrammet SPOT The Film og en række nyskabende musikvideoer i programsporet SPOT The Video. Alt sammen side om side med SPOTs over 100 showcase-koncerter, en interactive konference og en række særarrangementer, der går på tværs af de tre grene musik, film og interaktive medier.